Header menu

Auteur Filmklub Kvarterhuset: Karen Blixen - Storyteller

25 mar

Dato

25.03.2019, 19:00 til 21:30
Auteur Filmklub Kvarterhuset viser dokumentarfilmen Karen Blixen – Storyteller med instruktør Christian Braad Thomsen

KAREN BLIXEN – STORYTELLER

Dokumentarfilm 1995 / 90 min. / Instruktør Christian Braad Thomsen

En lille filmperle tilbage fra 1995, der skildrer et rørende portræt af den beundrede og elskede digter og forfatter Karen Blixen. Med os denne aften har vi instruktør, forfatter og producer Christian Braad Thomsen.

Om Filmen: Karen Blixen - storyteller« lægger nogle centrale brikker til forståelse af hendes gådefulde personlighed. Filmen rummer hidtil ukendte optagelser fra forfatterens triumftog til USA i 1959, hvor hun deltog i talk shows og fortalte erindringer fra Afrika og Rungstedlund. Desuden medvirker en række af Karen Blixens nære venner: Digteren Thorkild Bjørnvig, litteraturprofessor Aage Henriksen, Louisianas grundlægger Knud W. Jensen, Blixens svigerinde Jonna Dinesen - samt Nils Carlsen, der var dreng på Rungstedlund. Mosaikken fuldendes af gamle og nye optagelser fra Rungstedlund samt fyldige citater fra det berømte forfatterskab.

 

Christian Braad Thomsen

CHRISTIAN BRAAD THOMSEN (født 1940) er uddannet som instruktør på Den Danske Filmskole. Han har instrueret en lang række spillefilm samt en litterær portrætfilm om Karen Blixen, der på Den Danske Film- og Videofestival hædredes som årets bedste. Filmen fik seks stjerner i BT, der skrev: ”Det er en aldeles vidunderlig, formfuldendt og ikke mindst meget morsom film. Et rigt facetteret portræt så ganske i Baronessens ånd – modigt, kærligt, humoristisk og fuld af gode historier."

 

Auteur Filmklub Kvarterhuset

er etableret som en videreførelse af Ebbe Preisler's MandagsDokumentar. I filmklubben vil der altid være en instruktør, medvirkende eller lignende til at deltage i debatten omkring en given film. Biografen er opbygget med tanke på et miljø, der hylder den levende, kritiske, tankefulde og aldrig stillestående samfundsdebat.

Filmprogrammet består således af film med meninger og indhold - og spænder fra nogle af de væsentligste højdepunkter i dokumentarfilmens historie til nutidige skarpe virkeligheds skildringer skabt af nogle af vor tids og gårsdagens store filmkunstnere.

Et arrangement består af en filmvisning efterfulgt af debat og Q&A med filmens instruktør. Filmklubben er en donations baseret medlems klub.
 

Entré

Billetter kan købes forud via Billetto eller i døren via. mobilepay ved Kvarterhuset, Jemtelandsgade 3.

Billetpris (via. billetto): 60 kr.
Billetpris (via. mobilepay i døren): 70 kr.  

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.