Header menu

Aarhus Jazz Orchestra & Claus Waidtløw: The Seasons

05 feb

Dato

05.02.2020, 20:00 til 23:00
50-100 kr.
Amagerbro Jazz byder op til Vinterjazz 2020

Jazzkoncert og artist talk

Til Vinterjazz 2020 præsenterer Aarhus Jazz Orchestra The Seasons - et nyt værk af den prisvindende komponist og saxofonist Claus Waidtløw. Koncerten kan opleves i samarbejde med Amagerbro Jazz og indledes med en artist talk v. Claus Waidtløw, der fortæller om værket, publikum skal til at opleve.

Årstidernes skiften og store stjerne

Det nye værk til Aarhus Jazz Orchestra er inspireret af årstidernes skiften og består af fire satser, som, foruden Claus Waidtløw selv, præsenterer tre solister fra Aarhus Jazz Orchestra. Ved koncerterne medvirker den prisvindende trommeslager Jorge Rossy, som Aarhus Jazz Orchestra også har samarbejdet med ved tidligere lejligheder.Jorge Rossy er en af de helt store navne på den internationale jazzscene og har spillet fast med bl.a. Joshua Redman, Brad Mehldau, Lee Konitz og Chick Corea.

Claus Waidtløw

Waidtløw har de senere år etableret sig som én af landets førende komponister inden for rytmisk musik, og modtog i 2015 en Danish Music Award i kategorien “Årets Danske Jazzkomponist”. I 2016 udgav han i samarbejde med Aarhus Jazz Orchestra det anmelderroste album Apples for Adam, og har siden skrevet musik til flere europæiske orkestre.

Om værket siger Claus Waidtløw:

”Mange lader sig inspirere af naturen og komponister fra den klassiske verden har skrevet store værker omkring årstiderne, men indenfor den rytmiske verden er det, mig bekendt, ikke mange, der har taget dette tema op i en større orkestermæssig sammenhæng. Det glæder jeg mig til”.

Amagerbro Jazz

Amagerbro Jazz er skabt af jazzentusiaster i fællesskab med det lokale kulturhus, Kvarterhuset. Amagerbro Jazz er en forening, - også kaldet JazzMinisteriet, hvor alle kan være med. Bestyrelsen og de frivillige, der er med til at booke musikerne, gøre koncertsalen klar og sælge drikkevarer - forsøger at skabe den gode stemning for alle, der gerne vil opleve kvalitetsjazz, uanset om man blot er nysgerrig på jazzen eller garvet jazzentusiast. Samtidig med de høje ambitioner til kvaliteten, så forsøger vi at holde priserne så lave som muligt, både for entré og drikkevarer, så alle – både lokale og fra byen – kan samles om det gode musikmiljø.

Billetter og JazzBar.

Billetter til koncerterne kan købes via Billetto. linket findes lige under billedet på denne side.

Resterende billetter kan købes i døren, enten mod kontant betaling eller via MobilePay.

Vores lille JazzBar er åben umiddeltbart før, under og efter koncerterne. Her er der mulighed for at købe drikkevarer af vores mindre udvalg af øl, vand, rød- og hvidvin. Betaling enten kontant eller via MobilePay.

Vil du være en del af Amagerbro Jazz?

Der er både plads til flere frivillige. Du kan også købe et medlemsskab til foreningen.

Til afvikling af Jazzklubbens koncerter har vi stadigvæk brug for frivillige, der har tid og lyst til at give en hjælpende hånd og som vil være en del af det hyggelige jazzmiljø, vi har på stedet. Se mere på www.amagerbrojazz.dk

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.