Header menu

Nyt program for historieklubben 2018/2019

Sundby Bibliotek og Bibliotekshuset præsenterer historieklubbens program for den kommende sæson

Om det nye program

Historieklubben på Amager kan nu løfte sløret for programmet for 2. sæson 2018/2019, og det er allerede nu muligt at sikre sig et medlemskab, der for 150 kr. giver fri adgang til alle seks arrangementer.

Køb medlemskabet HER

I september udkommer Historieklubbens trykte program, med mere detaljerede beskrivelser af de enkelte arrangementer. Der bliver samtidig mulighed for at købe billetter til 50 kr. til arrangementerne enkeltvis. 

Program

 

Fire drab der ændrede danmark.

1.oktober 2018 kl. 19 – sted: Kvarterhuset Jemtelandsgade 3

Tag med Preben Lund på en rejse tilbage til en fatal september-nat i 1965, hvor Palle Sørensen myrdede fire politibetjente. Preben Lund er Journalist på DR-nyhederne. I forbindelse med tilrettelæggelsen af P1-dokumentaren ”Fire drab der ændrede Danmark” mødte og talte han med ikke bare Palle Sørensen, men også med nogle af de centrale vidner.

Besøg med rundvisning på Thorvaldsens Museum

7. november 2018 kl. 16 - sted: Bertel Thorvaldsens Plads 2

Museet åbnede 18 september 1848 som den første offentlige museumsbygning i Danmark. Det blev opført for at udstille Thorvaldsens omfattende livsværk af skulpturer. I dag viser museet skiftende udstillinger og denne dag kan man opleve Snedkernes Efterårsudstilling 2018.

Oktober 43 – Musikalsk dokumentarfortælling med Klezmerduo.

5. december 2018 kl. 19 - sted: Kvarterhuset, Jemtelandsgade 3

I en ramme af livsbekræftende jødisk klezmermusik fortæller Klezmerduo historien om danske jøder, der må flygte over hals og hoved og om nogle af de mange, der satte livet på spil for at hjælpe.

Den inderste fare I-II: Om Erik Scavenius

14. januar 2019 kl. 19 - sted: Bibliotekshuset, Rodosvej 4

Forfatter Birgithe Kosovic fortæller om sit politisk-personligt romanportræt af Erik Scavenius. Erik Scavenius spillede under 2. verdenskrig en central rolle i den samarbejdspolitik, som Danmark førte med besættelsesmagten.

Nazister Under Elmene

18. februar 2019 kl. 19 - sted: Kvarterhuset, Jemtelandsgade 3

Niels-Birger Danielsen fortæller med udgangspunkt i bogen ”Svend Staal-gruppen: nazibetjentene der infiltrerede dansk politi” om det lille, men højt motiveret netværk af nazistiske danske politibetjente der under besættelsen hjalp tyskerne med at bekæmpe modstandsbevægelsen. Centrum for netværket var på den daværende Station 4, Under Elmene 7.

Besøg på det ny Københavns Museum

18. marts 2019 kl. 16 - sted: Stormgade 18

Historieklubben på Amager har allerede nu fået en aftale om en rundvisning på det splinterny Københavns Museum. I 2015 lukkede Museets udstillinger og billedarkiv på Vesterbrogade for publikum. I mellemtiden har der været andre aktiviteter bl.a. Storm20, som Historieklubben besøgte i foråret.

Info: movern@kff.kk.dk eller ingerb@kff.kk.dk

 

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.